03-11-2019

Status for laksebestanden i Storå 2019

www.fiskepleje.dk Hvorfor går de danske laksestammer frem?

Laksesæsonen i Storå med tilløb er nu helt slut her ved udgangen af oktober. Hvordan gik det så? Ja, der var mindst lige så mange laks som de foregående 2 år. I alt blev fanget 1.244 laks og det skal sammenholdes med de 1.251 laks, der blev fanget både i 2018 og 2017 og det på trods af at der i 2019 var en lukkeperiode på hele 14 dage pga. varmt åvand samt en ekstremvandføring op til sæsonslut 15. oktober, der klart har påvirket totalfangsten negativt.

Studeres årets indberetninger til www.svstoraa.dk nærmere viser det sig, at 80% af de hjemtagne var vildlaks med fedtfinne, når man udelukker fangstindberetninger med indberettet "ved ikke". Det billede stemmer også godt overens med de fangstfotos, der er lagt op på hjemmesiden.

Næste år vil det vise sig blandt smålaksene (grilse) i hvor høj grad udsatte fedtfinneklippede laks fra de andre vestjyske åer svømmer ind i Storå. De sidste udsætninger i Storå fandt sted i april 2017 og dermed er de sidste udsatte laks i Storå vendt tilbage som grilse i år. Man kan forvente, at antallet af fedtfinneklippede fremadrettet er flere hundrede, da bl.a. de 170.000 udsatte laks i Skjern Å ikke alle har en stærk prægning på Skjern Å. De 20 % udsatte i årets fangststatistik kan næppe kun kan stamme fra de 20.000 årligt, der tidligere blev udsat.

Ansatte i DTU Aqua har publiceret en artikel (se link øverst), der kommer med bud på hvorfor de danske laksestammer er gået frem som nogle af de få i verden. DTU angiver flg. årsager til den danske succes:

1. Forskningsbaseret rådgivning og forvaltning af bestandene.
2. genetiske undersøgelser og retningslinjer for bestandene i de enkelte vandsystemer.
3. Optimerede udsætningspraksisser.
4. Restaurering af laksenes gyde- og yngelopvækstområder.
5. fjernelse af spærringer i vandløbene.

DTU Aqua konkluderer at "ingen af ovennævnte indsatsområder kan stå alene, men først opnår den fulde virkning i samspil med de andre".

Det er min påstand, at konklusionen ikke er særligt velfunderet og at man sagtens kunne have opnået den samme fremgang helt uden udsætninger og i stedet brugt alle ressourcer på at opnå rent vand, fjerne spærringer og etablere gyde- og opvækstområder for laksene.

Indenfor Holstebro Kommune er der siden 2007 etableret mere end 28.000 m2 gydeområder med udlagt gydegrus og fjernet 7 dambrugsspærringer. Det er denne indsats, der har sikret fremgangen af vildlaks fra nogle få hundrede til nu over 3.000 stk. Vel og mærke en indsats, der med undtagelse af projekter i Råsted Lilleå er sket helt uafhængig af den nationale forvaltningsplan for laks.

Holstebro Kommune måtte insistere på at få afsluttet udsætningerne i Storåsystemet. Dette tiltag blev politisk anbefalet allerede i 2014. DTU Aqua ville jf. referat i §7 Udvalget (2. feb. 2016) fortsætte udsætningerne frem til 2021, men sådan gik det heldigvis for laksene ikke, da der allerede i 2015 viste sig at være opnået gunstig bevaringsstatus for vildlaksene (min. 1.000 vilde opgangslaks som gennemsnit jf. krav i forvaltningsplanen fra 2004).

Dambrugene i Storåsystemet har været en vigtig medspiller i processen. Som resultat af Dambrugsudvalgets arbejde (marts 2002) blev der udviklet koncepter for sammenlægning af dambrug og opdræt baseret på grundvand i stedet for åvand, så stemmeværkerne helt kunne nedlægges. Risikovillige dambrugere gik med i udviklingen, investerede og sikrede forudsætningerne for en dambrugsproduktion uden spærringer i vandløbene og med en vandløbskvalitet, der gik fra faunaklasse 4 (forureningspåvirket) til faunaklasse 7 (høj vandløbskvalitet). Laksenes krav til vandkvalitet er faunaklasse 5 (god økologisk kvalitet) og uden denne dambrugsindsats ville det stadig have stået skidt til med laksebestanden i de jyske vandløb og bla. i Råsted Lilleå, Gryde Å og Idom Å, hvor der nu er fri passage.

Kan den danske succes så overføres til andre lande?

Ja, det får vi se, men i udgangspunktet er udfordringerne i bla. Norge nok mere relateret til lakselus/havlus og fremmede havbrugsgener end mangel på gydegrus. Tyskland ville være et sted at starte.- Og fint som Einer Eg, DTU Aqua, redegjorde for på den overståede laksekonference at der etableres laksestammer hele vejen fra Spanien til NordNorge. Et sammenhængende udbredelseskort for den Europæiske laksebestand er vigtigt ved klimaforandringer, så tilpassede gener gradvist kan overføres mellem laksestammerne efterhånden som temperaturen forventeligt stiger.

Den danske model:

Skab rent vand - fjern spærringer - etabler gydeområder - introducer laks i 3 år, hvis de ikke findes i vandløbssystemet.

Jakob Larsen