03-02-2019

Skjern Å opgang 2018 - 22.000 laks

LINK : Skjern Å lakseopgang - Estimat 2018

I modsætning til en række andre lande estimeres gydeopgangen af laks i Danmark ved brug af elfiskeri og fangst - genfangstmetoden.
I flere tilfælde har metoden vist sig ikke at give et troværdigt resultat. 2013 opgangen i Storå blev efter min og lokale lystfiskeres vurdering markant underestimeret med det resultat, at man ved den store lakseundersøgelse i hele Storåsystemet i 2015 dårligt kunne få tallene til at stemme.

Nu er det så sket igen - denne gang i Skjern Å i forbindelse med den store lakseundersøgelse, hvor gydebestanden skal følges hvert år.
I perioden 5-9 november 2018 blev 246 opgangslaks elfisket og mærket i Skjern Å, den nederste del af Omme Å og en strækning i Vorgod Å.
I perioden 27. november til 18. december 2018 blev hele 14 strækninger elfisket forskellige steder i Skjern Å systemet og hele 458 laks kom i båden og blev checket for mærker.
Hvor mange genfangster var der så blandt de 458 fra første rundes mærkning?

7 stk - siger og skriver sølle syv laks var mærket!

En så lille genfangst kan ikke bruges til at estimere bestanden på bare nogenlunde forsvarlig vis, hvilket da også er droppet, man vil trods alt ikke gå ud med et estimat i omegnen af 22.000 laks +/- 15.000. Ud fra lystfiskerfangsterne er det så i stedet konkluderet af DTU Aqua, at opgangen nok var ca. som i 2017, hvilket så bliver grundlaget for kvoten i 2019.

Tilbage står spørgsmålet om det er rimeligt at sejle rundt med elfiskegrej og hive over 700 tæt på gydemodne laks op i båden med de skader og ulemper det medfører - for efterfølgende at konstatere, at der ikke var et resultat, der kunne bruges, ud over at man fik et mål for antallet af udsatte laks (52,6 %) i forhold til vilde laks (47,4 %) ?

Det synes jeg på ingen måde er rimeligt.

Det går efter min vurdering simpelthen galt med de forudsætninger undersøgelsen bygger på, nemlig at laksene efter mærkning ALTID fordeler sig jævnt over å-systemet til de stræk, der elfiskes i anden runde.

Vil DTU Aqua erkende det? NEJ, det er mere bekvemt at give grejet skylden...fejl på mærker, scanner osv. Ellers har man jo stillet spørgsmål ved selve setup-et.

I Storå-systemet var min observation ved den netop overståede gydesæson, at gydningen fandt sted meget sent og at der var opgang i tilløb til Storå, hen efter nytår. I relation til Skjern Å undersøgelsen kan det betyde at de laks, man mærkede i perioden 5-9 november ikke havde fordelt sig op i tilløbene da man elfiskede 2. gang.

Min forventning er, at man for opgangsundersøgelsen i Storå trods alt får et bedre estimat, da man havde en lang tør periode og en lille opgang af laks til sideløb før mærkningen. Vi får se.

Men igen - Er det ikke på tide at strategien bliver lagt om og at et estimat for gydebestanden baserer sig på noget andet end elfiskeri - feks. lystfiskerfangster...?

Norske forskere ser genetiske metoder som en god og brugbar metode til at estimere en gydebestand se fordrag af Geir Bolstad her: https://www.youtube.com/watch?time_continue=924&v=QCxJGuBIddE (kan kopieres ind)

Jakob Larsen