23-12-2018

Sen laksegydning i 2018

Det har været et usædvanligt år ved Storå. Hedebølge, varmt vand og lav vandstand i månedsvis. Laksefangsterne var i år koncentreret fortrinsvis i den nedre del af Storå.

En totalfangst der var præcis som i 2017, så det ser ud til at der er en vis stabilitet i bestanden.

Holstebro Kommune har gennemført fiskeundersøgelser i 2018, der dokumenterede at vildlaksen nu har en naturlig udbredelse der strækker sig næsten op i Herning Kommune i Gryde Å. I Gryde Å var der halvårslaks helt oppe ved Sofiendal.

Laksen havde stor gavn af at stemmeværket ved Idom Å blev fjernet i 2016. Fiskeundersøgelsen i den sidste del af oktober her i 2018 viste at der på trods af det sene tidspunkt for fiskeundersøgelsen var god økologisk tilstand mht. laksebestanden flere steder i Idom Å. Der var vild lakseyngel helt op forbi broen ved Ormstrupvej.

Selv i Lægård Bæk midt i Holstebro er der i år for første gang dokumenteret vild lakseyngel i og også gydende laks her i december i Lystanlægget.

Her hvor julen står for døren er der stadig fuld gang i gydningen rundt omkring. En tur i Idom Å i dag ved det gamle dambrugsområde viste at store laks stadig var på leg og at laks stadig bevægede sig opstrøms ved Borrisvej. Den største laks var en rød hanlaks på 10-12 kg.

Også I Gryde Å ved udløbet af Kærgård Bæk var der laks og friske gydegravninger. De seneste dage, har jeg også set laks længere opstrøms tæt på Skjernvej. Her oppe er fantastiske opvæktsmuligheder med en stor dækning af vandplanter - vandranunkel, vandstjerne og brøndkarse.

Spændende hvad den nye sæson bringer!

Mon ikke det bliver en sæson med fin opgang af mellemlaks...

Jakob Larsen