04-06-2017

Den norske model for indlevering af skadet laks

Jeg har været i kontakt med Rune Krogdahl, daglig leder af Orkla Fellesforvaltning, for at få info om hvordan man løser problemet med lystfiskerfangst af laks, der skal sættes ud igen jf. kvoteregler, men ikke vil overleve en genudsætning. Rune har oplyst følgende om en helt ny aftale med Mattilsynet (jf. danske Fødevarestyrelsen) indgået på vegne af Orklas laksefiskere og som snarest realiseres (opdateret se instruks http://orklaguide.com/info/innleveringfisk.asp )

Fanger du en laks ved Orkla, der eksempelvis er gællekroget og blødende og ikke vil overleve genudsætning, skal laksen aflives og afleveres til almennyttigt formål fx til forhåndsgodkendte plejehjem, såfremt den ikke kan beholdes af fangeren (kvoteregler, hunlaksfredning).

Hvad gør man så i praksis ved Orkla, hvis uheldet er ude og laksen ikke kan genudsættes i levedygtig tilstand?

Ja, fisken skal selvfølgeligt håndteres hygiejnemæssigt forsvarligt jf. info på Fiskeriforvaltningens hjemmeside - dvs. at

  • fisken skal ”bløgges” dvs. tappes for blod umiddelbart efter aflivning.
  • Leveres fersk direkte til plejehjem eller andre godkendte aftagere med døgnbemanding, hvor fisken lægges på køl til køkkenpersonale overtager.
  • Fiskeren underskriver her erklæring om fangststed og fangsttidspunkt samt at retningslinjer for håndtering er fulgt og får herefter kopi af dokument for indlevering.
  • Fiskeren sender kopi/foto af indleveringsattest til Fiskeriforvaltningen og kan fortsætte fiskeriet.

Orkla Fiskeriforvaltning registreres ved Mattilsynet

Ovenstående procedure bør hermed også kunne anvendes ved de danske lakseåer. Umiddelbart er mit forslag at fisk, der ikke kan genudsættes i levedygtig tilstand skal aflives og at der samtidig sendes en SMS fra åen til den lokale fiskerisammenslutning (fx SVS ved Storå) om at laksen indleveres og ikke tæller med i kvoten. Man kan ikke have en lakseforvaltning, der indebærer genudsætning af døende laks og have disse drivende ned af åerne. Der kan jo nemt være tale om 5-10 % af alle fangede laks og hermed omkring 100 laks fra Storå til glæde for de ældre på plejehjemmene.

Jakob Larsen

se den norske instruks : http://orklaguide.com/info/innleveringfisk.asp