06-11-2016

Bæver i Gryde Å

Bæveren er her i starten af november 2016 på spil i øvre del af Gryde Å. Langt inde i militærområdet er der tydelige tegn på bæveraktivitet - 15 cm tykke elletræer er fældet og i ånære områder med tagrør er der tydelige bæverstier.

Er det et problem?

Ja, det kan blive et problem for vandrefiskene (laks og ørred) såfremt bæveren får held til at dæmme Gryde Å op. Holstebro Kommune har genslynget lange strækninger af Gryde Å opstrøms militærområdet og også sideløbet Kærgaard Bæk er i 2016 blevet genslynget på et langt stræk. Disse succesrige vandløbsprojekter er målrettet at være til gavn for vandrefisk og vandløbsinsekter.

Naturstyrelsen er på vej med en forvaltningsplan for bæveren. Det må siges, at være på høje tid, at der bliver taget stilling til hvor bæverens sumpskovsnatur skal prioriteres og hvor vandløbenes vandrefisk kan udbrede sig uden spærringer.

I Flynder Å har det vist sig at være omkostningstungt for Naturstyrelsen at forvalte bæverens dæmningsbyggeri. 

Der skal være plads til bæveren, men ikke på en måde så værdifulde vandløb med høj vandløbskvalitet ændres til en perlerække af opstemmede vandhuller.

(se video) https://www.youtube.com/watch?v=fRZ8Zr5d5T0 

Jakob Larsen